I samarbejde med Aale-Hjortsvang Børneby har vi etableret en rute rundt om Aale-Hjortsvang Skole. Det særlige ved denne rute er, at det er børn, der viser alle øvelser på de 11 øvelsesposter, der er placeret hele vejen rundt om løbebanen, gennem skolegården og bagom skolegården, så ruten faktisk danner et 8-tal. På siden af stolperne kan placeres opgavekort udviklet af lærere – og også af eleverne – og hermed kan ruten danne rammen om et aktivt ”ude-klasserum”.
Ruten danner lette, strukturerede rammer, som alle kan agere i. Når rammen er sat og inspirationen er tilstede, oplever vi høj grad af compliance og positiv respons fra både børn og voksne.
Øvelserne er udvalgt af fysioterapeuter og kan laves af alle – uden forudgående forudsætninger. Der er indlagt elementer såsom styrke, balance, koordination og kondition – alt sammen tilpasset og målrettet den geografiske placering, de optræder på.